Headhunting til den tekniske branche

Servicekoordinator - Marinebranchen - Storkøbenhavn

Job id:

KD / 990

Arbejdssted:

Storkøbenhavn

Firma:

Gertsen & Olufsen A/S

Kunne du tænke dig at blive en vigtig del af Gertsen & Olufsens serviceteam, der servicerer og supporterer installationer og reparationer af vores udstyr på skibe i hele verden? Så kunne denne spændende stilling måske være noget for dig?


G&O Maritime Group’s forretningsområde for vibrationskompensatorer er i vækst, og vi søger derfor efter en kollega som koordinator til vores exchange- og serviceprogram, der også kan indgå i serviceteamet´s andre opgaver vedr. afdelingens kompensatorer.

Jobbet:

Din primære opgave vil være at koordinere afdelingens exchangeprogram og sikre, at processen mellem skib, kunde og agent går nemt og professionelt. Som servicekoordinator i serviceafdelingen bliver du en del af afdelingens 6 ansatte, som har kontakt til skibe, kunder, agenter, værfter og kollegaer over hele verden. Ansættelsesstedet vil fra medio 2024 være Lyngby ifb. med flytning af vores hovedkontor.

Du kommer primært til at arbejde med virksomhedens exchange service, der i alt sin enkelthed går ud på, at vores vibrationskompensatorer bliver ombyttet og efterfølgende renoveret. Der er oftest tale om skibe, som er i drift, hvorfor det kræver en del koordinering og planlægning at få logistikken til at gå op på tværs af hele kloden.

Du kommer til at arbejde med hele ordreprocessen, så du vil få en bred vifte af opgaver, herunder behandle/modtage ordrer pr. telefon og mail, igangsætning, opfølgning, færdigmelding og fakturering, samt udarbejdelse af servicerapporter og anden dokumentation.

Faglige kvalifikationer:

Du har en stærk administrativ profil, kombineret med en teknisk baggrund og gerne erfaring fra en lignende stilling fra en relevant branche med stor fokus på koordinering. Erfaring fra marinebranchen er en fordel, men ikke et krav.

Det er afgørende, at du kan kommunikere ubesværet på engelsk både i skrift og tale, og du er rutineret bruger af microsoft office-pakken og funktionerne i almene ERP systemer, vi bruger Dynamics NAV.

Personlige kvalifikationer:

Det skrives tit i en stillingsannonce, at det kræves, at man skal have et godt ”overblik”. For denne stilling er det reelt afgørende, at man besidder netop denne egenskab, idet dagligdagen kræver en koordineringsstærk holdspiller, der, som det vigtigste, netop formår at bevare overblikket. Struktur, systematisk og fleksibel er ligeledes vigtige egenskaber at besidde.

Med kommunikation som din styrke, er du ærlig og tillidsvækkende, og du har det, der skal til, for at have ”styr på” dine opgaver fra start til slut. Det er vigtigt, at du har en professionel indgangsvinkel til opgaverne, er kreativ og ikke mindst proaktiv i din tilgang til at finde løsninger.

Marinebranchen er en dynamisk branche, hvor du kommer til at arbejde med folk fra forskellige kulturer, samtidig med at der konstant sker ændringer, så derfor er det vigtigt, at du besidder en god portion tålmodighed i løsning af opgaverne. Ligeledes er det vigtigt, at du er en god "teamworker”, da en stærk korpsånd og evnen til samarbejde er fundamentalt for virksomheden.

Vi tilbyder:

Der tilbydes et spændende, meget selvstændigt og varieret job i en international virksomhed, hvor omgangstonen er fri, og hvor en stor selvstændighed og positiv samarbejdsvilje giver meget frie rammer i jobbet. En virksomhed, der fokuserer på medarbejdernes trivsel og giver gode muligheder for personlig og faglig udvikling.

Virksomheden lægger vægt på at løse opgaverne effektivt og til kundernes fulde tilfredshed, samtidig med at arbejdet udføres i et rart og uformelt miljø. Der lægges i øvrigt vægt på værdierne frihed under ansvar, respekt for hinanden og hinandens arbejde samt fokusering og enkelhed.

Du vil få supplerende uddannelse efter behov, således at opgaverne kan løses på et højt fagligt niveau.

Virksomheden:

Gertsen & Olufsen er en del af G&O Maritime Group, som er en international koncern der producerer højkvalitetsprodukter til den globale maritime industri, herunder vibrationskompensatorer, vandrensningsanlæg, tryk-/vakuum-ventiler, stempelstangspakdåser og incineratorer. Gruppen beskæftiger ca. 160 medarbejdere. Virksomhedens hovedkontor flytter fra Allerød til Lyngby medio 2024, herudover har virksomheden produktion i Allerød, Vordingborg, Hedensted og Kina.

Læs mere på: https://www.gomg.dk/compensator/

Ansøgning:

Det er nemt, send en mail til kd@profilsearch.dk med dit CV og et par ord om, hvem du er, hvorfor du er interesseret, og hvad du kan bidrage med.

Hvis der er et match, kan du senere i processen blive bedt om at lave en motiveret ansøgning.

Ønsker du yderligere information om virksomheden og om stillingen, er du velkommen til at kontakte personalekonsulent Kim Devantier fra Profil Search på tlf. 20 21 89 09.

QR code